Kampen mod voldtægt

Overalt i verden kæmper mennesker i alle aldre en kamp mod voldtægt, en kamp der endnu ikke er vundet, men bliver nødt til at blive taget op igen og igen. Fredag d. 11/3 – 2016 i tidsrummet 11:30-13:00 gjorde fire unge også et forsøg på at få folk til at tænke over, hvordan fænomenet påvirker Danmark.

Duernes vingeslag er ekkoet af vores skridt, da vi når Rådhuspladsen med en lille trækvogn på slæb. Jeg kan næsten lugte den forførende duft af kaffe og te, der sniger sig op gennem trækvognen og ind i mine næsebor, hvor den bliver siddende længe efter, at vi igen har forladt menneskemylderet. Folk bevæger sig forbi os i alle tempoer – nogle bliver tydeligvis nødt til at leve deres liv i overhalingsbanen, mens andre ikke ser noget problem i at krybe ned under fartgrænserne.

Da vi stiller vores bod op, vælter det ud med flyers, plastikkrus og kameragrej, der alt sammen skal bruges til at indramme stemningen og oplyse folk om voldtægt, hvilket er grunden til, at vi er her. Der folder sig et kæmpe banner ud over hovedet på mig; det fungerer som et værn mod vinden, som har et godt tag i omgivelserne, der udspringer i det tidlige forårs favn. På banneret er der nedfældet ord, som nemt kunne have betydet så lidt men alligevel betyder så meget, på grund af det stærke budskab der gemmer sig bag hvert et bogstav: Et nej er altid et nej.

Vi er alle klar over, at det er nu, vi skal handle. Jeg tilbyder forbipasserende at deltage i en undersøgelse og på den måde være med til at støtte voldtægtsofre. Solen står højt på himlen, det er midt på dagen, og mange bevæger sig målrettet forbi mig uden at hælde blikket ud over andet end fliserne, der er hjemsted for store dele af Københavns duer. Andre grupper mennesker er samtidig i gang med at fange deres interesse i lige deres sag, så det er med anstrengte miner, at langt de fleste folk takker nej til mit tilbud.

Det lykkes mig endelig at fange en, som vil føre en samtale med mig. Jeg spørger med det samme ind til hans holdninger om voldtægt, og jeg kan se, at det er noget, der rækker dybere ind i ham, end til kløften som tegner sig i hans pande. “Min kæreste blev voldtaget engang,” udtaler han. “Det må stoppes.” Han tager imod en flyer, som jeg rækker ham med et melidenhedsfuldt udtryk. Så vender han om og bliver blot endnu en skikkelse i menneskemængden, der ikke har ar på kroppen, men den usynlige slags på sjælen.

“Jeg har selv været udsat for seksuelt misbrug i mine tidligere år, og det er enormt krænkende,” sådan udtaler en mand, der fortæller, at han bliver kaldt Søren Sanger. Jeg nikker, for jeg er slet ikke i tvivl om, at voldtægt er krænkende. Meget endda. En tanke slår ned i mig, som et lyn slår ned et træ: Det er befriende, at folk snakker ud om så tabubelagt et emne som voldtægt.

Minutterne ruller ned ad Strøget, og flere mennesker kommer til. Vores bod er ikke en magnet, men nogle mennesker bliver dog alligevel tiltrukket af den og kan ikke vriste sig fri af nysgerrighedens insisterende favntag. Der bliver skænket kaffe op til en 26-årig mand ved navn Chubby, der tager imod den hede væske med et smil på læben og gengælder lysten til at give med et lille interview:

“I know a girl, who was raped, when she was sleeping. She got a lot of problems.” Han snakker med en accent, som jeg har svært ved at placere, men i et tonefald der oser følelser, som ikke synes at vil gå uden om mit hoved. Pigen, som Chubby nævner, er kun én ud af mange, der har svært ved at føre beviser mod sin voldtægtsmand og derfor ender midt i en lukket sag, fordi der ikke kan dømmes, når beviserne er placeret på et for ujævnt underlag, til at nogen rent faktisk kan finde fodfæstet stående på det.

Da vi trækker hjem med vores lille trækvogn, der har fungeret som bordet i vores bod gennem hele aktionen, er den tom; for de fleste flyers er delt ud, kaffen og teen er blevet drukket, og vi har interviewet en lang række mennesker. I modsætning til trækvognen er vores hoveder langt fra tomme – de er faktisk noget nær det modsatte. Tankerne vandrer rundt i cirkler i mit hoved og river op i trådene, som mit tankespind sirligt er vævet sammen af, så de pludselig synes langt mere flossede og tæt på at knække.

“Det er politiets skyld. De kan ikke finde ud af at fange forbryderne,” siger Maria på 13 år. Vreden blusser op i hendes kinder, som havde nogen netop hældt en dunk benzin ud over hendes indre flammehav. Maria er et bevis på, at sagen kan ses fra flere vinkler, end jeg var klar over, før vi gennemførte vores aktion på Rådhuspladsen. Det er noget, som falder mig meget interessant, da forskellige mennesker klynger sig til forskellige argumenter, der alle kan fiskes ud af deres munde, så andre kan få lov at smage på dem.

Reklameskiltene klæber fast på vinduesruderne, som betragter vores gang tilbage mod skolen, hvis dørtærskel vi en halv time senere træder ind over, slæbende på en lærerig oplevelse, som ligger og venter på at blive pakket ud i bunden af trækvognen.

 

Journalist og fotograf: Iben Agervig Carstensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *